Skatteminister Kristian Jensen V

Svar på spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg på Servicedirektivet 19-01-2004

Vil ministeren udarbejde en redegørelse for, hvorledes kontrolmulighederne ift. borgere fra andre EU-lande, der arbejder sort påvirkes, såfremt EU’s servicedirektiv vedtages? Svar: Jeg har til brug for besvarelse af dette spørgsmål indhentet bidrag fra Beskæftigelsesministeriet, Økonomi – og Erhvervsministeriet (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) og Integrationsministeriet. Da servicedirektivet endnu ikke er færdigforhandlet, skal de følgende svar læses med det forbehold. Beskæftigelsesministeriet har svaret følgende:

Side 3.
Personer, der arbejder sort i Danmark kan enten være ansat i danske virksomheder, eller de kan være udstationerede til Danmark fra en virksomhed i et andet EU-land eller i et 3-land, og endelig kan de være selvstændige. Servicedirektivforslaget vil ikke gælde for ansættelser i danske virksomheder. Om kontrol af udstationerede henvises der til besvarelsen i spørgsmål 9. Servicedirektivforslaget omhandler også udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. Servicedirektivforslaget bygger på et oprindelseslandsprincip, der betyder, at det som udgangspunkt er oprindelseslandets regler, der gælder i forbindelse med fri udveksling af tjenesteydelser.

Servicedirektivforslagets artikel 24 handler om, hvilke dokumenter/oplysninger, som værtslandet kan kræve er til stede i udstationeringslandet under udstationeringen og hvilke oplysninger, som oprindelseslandet skal sørge for, at tjenesteyderen skal kunne levere på an modning fra værtslandets myndigheder. Da der stadig er tale om et direktivforslag, pågår der forhandlinger om forslagets indhold, det gælder også for artikel 24, så den endelige formulering af denne artikel kendes endnu ikke. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har svaret følgende. I de tilfælde, hvor en tjenesteyder ikke er underlagt udstationeringsdirektivet gælder følgende. Såfremt der udføres sort arbejde i Danmark af en selvstændig erhvervsdrivende fra et andet EU-land, afhænger kontrolmulighederne først og fremmest af, om borgeren er etableret i Danmark eller i et andet EU-land. Servicedirektivets regler sondrer imellem to forskellige situationer. Dels er der situationen, hvor en EU-borger etablerer sig der, hvor tjenesteydelsen udføres, og dels er der situationen, hvor EU-borgeren lejlighedsvis yder tjenesteydelser i et andet værtsland.

Såfremt den selvstændige tjenesteyder blot lejlighedsvis yder tjenesteydelser i Danmark, vil oprindelseslandsprincippet i art. 16 finde anvendelse. Dette betyder, at tjenesteyderen vil være underlagt de regler, som gælder for oprindelseslandet – dvs. det land, hvor borgeren har etableret sig som selvstændig, jf. art. 16, stk. 1. Samtidig vil det være oprindelseslandet, som har ansvaret for at kontrollere, at oprindelseslandets regler opfyldes i værtslandet, hvor tjenesteyderen tilbyder sin ydelse. Dog skal det nævnes, at medlemsstaterne ifølge art. 35 vil blive forpligtet til at samarbejde med henblik på at sikre kontrollen med tjenesteyderne og deres tjenesteydelser. Dermed vil oprindelseslandet kunne indhente bistand fra værtslandet for at sikre, at oprindelseslandets regler overholdes.

Side 4.
Hvis tjenesteyderen derimod er etableret i Danmark, vil tjenesteyderen være underlagt de danske regler. Således vil de allerede eksisterende danske kontrolmuligheder kunne finde anvendelse på den udenlandske tjenesteyder, der er etableret i Danmark, og som yder sort arbejde. Integrationsministeriet har svaret følgende. Integrationsministeriet har intet at føje til det af Beskæftigelsesministeriet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anførte. Skatteministeriets svar. Det fremgår af servicedirektivets artikel 2, stk. 3, at Servicedirektivet ikke skal finde anvendelse på skatte - og afgiftsområdet, idet (i alt fald dele af) skatte - og afgiftsområdet er undergivet særskilt EU retlig regulering i form af flere selvstændige direktiver, f.eks. momsdirektivet, fusionsdirektivet mv.

Det er således Skatteministeriets opfattelse, at oprindelseslandsprincippet i art. 16 ikke vil finde anvendelse på skatte- og afgiftsområdet, dvs., at udenlandske tjenesteydere, der opererer i Danmark ikke, som man umiddelbart kunne tro, vil være underlagt deres oprindelseslands skatte- og afgiftslovgivning, men fortsat vil være underlagt de af Danmark indgåede dobbelt beskatningsaftaler, og dermed af dansk skattepligt, i det omfang dette fremgår af de indgåede aftaler.

Skatteministeriet har dog fremsat ønske om, at det kommer til at fremgå mere klart af direktivet, at direktivet ikke finder anvendelse på skatte - og afgiftsområdet. Af direktivets indledende betragtninger pkt. (11) fremgår det, at. ”Dette direktiv har derfor ikke til formål at indføre nye regler eller nye særordninger på skatte- og afgiftsområdet. Det sigter udelukkende mod at fjerne restriktioner for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, hvoraf nogle er af skatte- og afgiftsmæssig karakter og diskriminerende, i overensstemmelse med retspraksis fra De Europæiske Fællesskabers Domstol vedrørende traktatens artikel 43 (etableringsretten) og artikel 49 (den fire udveksling af tjenesteydelser).”Der er for så vidt ikke noget nyt heri. Allerede i den eksisterende praksis fra EF-domstolen er der flere eksempler på, at skatte- og afgiftsregler er blevet underkendt, fordi de er fundet i strid med principperne om den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser. Allerede i dag er de skatte- og afgiftsmæssige regler herunder regler om kontrol i relation til sort arbejde således underlagt EU-rettens hovedprincip.