Spm. nr. S 888

Til skatteministeren (25/11/03) af:
Mikkel Dencker (DF):

»Vil ministeren tage initiativ til, at de gældende regler ændres, således at medarbejdere, som arbejder som eksempelvis rejsemontører i en virksomhed, ikke bliver beskattet, i tilfælde af at arbejdsgiveren ikke kan føre behørig dokumentation for udbetalte skattefrie diæter og kørselspenge til medarbejderne?«

Begrundelse

I en artikel i Ekstra Bladet den 17. november 2003 beskrives hvorledes Claus Jacobsen fra Storvorde, i forbindelse med at Told og Skat ved et kontrolbesøg hos hans arbejdsgiver har konstateret, at der er utilstrækkelig dokumentation for udbetalte skattefrie diæter og kørselspenge, er blevet mødt med krav om beskatning af sine udbetalte diæter og kørepenge tilbage fra 1999.
Spørgeren finder det urimeligt, at en medarbejder på denne måde bliver straffet for arbejdsgiverens mangelfulde dokumentation og ønsker i den forbindelse, at ministeren tager initiativ til, at reglerne ændres, således at det udelukkende bliver arbejdsgiveren, der kommer til at hæfte i sådanne situationer.

Svar (4/12/03)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):
Ifølge de gældende regler er godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som medarbejderen påføres som følge af arbejdet, som udgangspunkt skattepligtige for medarbejderen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt.
Godtgørelser af medarbejderens erhvervsmæssige merudgifter til rejse- og befordring kan dog udbetales skattefrit, hvis de ikke overstiger de satser, som er fastsat i ligningsloven og af Ligningsrådet, jf. ligningslovens §§ 9 A og 9 B og § 9, stk. 5, 2. pkt.
Derudover er det et krav i henhold til bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2003, at arbejdsgiveren fører kontrol med de udbetalte godtgørelser.

De gældende regler for udbetaling af skattefri godtgørelse er efter min opfattelse et godt alternativ til det administrative bøvl, det vil være for alle parter, hvis medarbejderen i stedet skulle samle bilag for at kunne dokumentere alle sine merudgifter med henblik på en refusion hos arbejdsgiveren eller et fradrag på selvangivelsen.
I stedet er kravet blot, at arbejdsgiveren ved udbetalingen sikrer sig, at betingelserne for skattefriheden er opfyldt.

Jeg har bemærket, at der blandt andet i pressen har været sager fremme, hvor det øjensynligt ene og alene er arbejdsgiverens skyld, at det, der skulle have været skattefrie godtgørelser, efterfølgende er blevet helt eller delvist beskattet hos lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.
I den forbindelse kan jeg nævne, at medarbejderen i den situation har mulighed for at fradrage udgifterne med standardsatserne efter reglerne i ligningslovens § 9 A, jf. ligningslovens § 9, stk. 1, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ændres reglerne således, at skatten eftergives lønmodtageren og i stedet opkræves hos arbejdsgiveren, vil det reelt være et incitament til at anvende de skattefrie godtgørelser som et løn element.

Arbejdsgiveren kan således bevidst undlade at føre kontrol med udbetalingerne, og samtidig aftale med lønmodtageren, at skattepligtig løn udbetales som en lavere »skattefri godtgørelse«.

Dermed får medarbejderen et større beløb til rådighed efter skat, og arbejdsgiveren får reduceret sine omkostninger, også selvom arbejdsgiveren efterfølgende bliver mødt med et krav om betaling af medarbejderens skat.
Men uanset dette, mener jeg – ligesom spørgeren - at der er brug for et initiativ. Jeg har derfor allerede bedt mine embedsmænd undersøge, om der er noget, vi fra skattemyndighedernes side kan gøre for at undgå denne type sager, hvor der sker administrative fejl hos arbejdsgiveren.

Vi vil se på, om den administrative praksis er betryggende, herunder om det kan gøres mere sikkert, at både lønmodtagere og arbejdsgivere har orden i papirerne.