Skatteministeriet J.nr. 12.2002-318-500

Den Spørgsmål 120 120

Til Folketingets Skatteudvalg

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 120 af 22. maj 2002.
(Alm. del - bilag 336).
Svend Erik Hovmand
/Birgitte Christensen

Spørgsmål: Ministeren bedes kommentere materiale modtaget den 22. maj 2002 under Rejsearbejdere for Retfærdig Skattelovgivnings foretræde, jf. alm. del – bilag 335, vedrørende reglerne for skattefri rejsegodtgørelse.

Svar: Foreningen Rejsearbejdere for Retfærdig Skattelovgivning har i forbindelse med foretræde for Folketingets Skatteudvalg fremført en række synspunkter om reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Nedenfor vil jeg give mine kommentarer hertil.

Standardsatsen til logi

Foreningen finder, at standardsatsen til logi er for lav, og at satsen derfor bør hæves. Dette er også tidligere tilkendegivet i en henvendelse fra foreningen til økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg fik henvendelsen forelagt af økonomi- og erhvervsministeren og udtalte, at jeg var i gang med at vurdere skatteområdet med henblik på at få et samlet billede af, hvor der kunne være behov for justeringer, hvorfor jeg på daværende tidspunkt ikke havde mulighed for at udtale mig om, hvorvidt mine overvejelser ville føre til ændring af satserne for skattefri godtgørelse. Jeg har nu vurderet området, og finder af de nedenstående grunde, ikke anledning til at ændre på standardsatsen til logi.

Indledningsvis vil jeg nævne, at den rejsende har mulighed for at dokumentere de faktiske udgifter, som derefter skattefrit kan dækkes af arbejdsgiveren eller fratrækkes ved indkomstopgørelsen. I mange tilfælde vil det være muligt at fremskaffe dokumentation for afholdte logiudgifter.

Det anerkendes imidlertid, at der i praksis kan være situationer, hvor en sådan dokumentation enten ikke kan fremskaffes, eller hvor det vil være forbundet med meget administrativt besvær at fremskaffe den. Dette var baggrunden for, at man i 1999 genindførte en standardsats for dækning af udokumenterede logiudgifter. En sådan standardsats vil imidlertid aldrig kunne ramme præcist – dertil varierer logi udgifterne alt for meget. . For nogle lønmodtagere vil satsen således være for lav, mens andre vil kunne klare sig for mindre.

Ved fastsættelsen af satsen er der lagt vægt på, at hensigten med reglerne om skattefri rejsegodtgørelse ikke er at give mulighed for udbetaling af et skattefrit løntillæg, ligesom det ikke er meningen, at reglerne skal tjene som en præmiering af en bestemt erhvervsmæssig adfærd. Rejsegodtgørelsen skal heller ikke være en slags kompensation for, at arbejdet måske medfører forskellige afsagn. Den slags må kompenseres over lønnen.

Når en lønmodtager er på rejse for sin arbejdsgiver og i den forbindelse påføres udgifter, er der reelt tale om, at lønmodtageren afholder udgifter, der rettelig er arbejdsgiverens. Udgifterne i forbindelse med rejsen bør derfor som udgangspunkt dækkes af arbejdsgiveren med det dokumenterede faktiske beløb, og holdes uden for lønmodtagerens mellemværende med skattevæsenet.

For at undgå at både lønmodtagere, arbejdsgivere og skattemyndigheder har besvær med regnskab og dokumentation giver rejsereglerne imidlertid som nævnt mulighed for, at arbejdsgiveren kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse med nogle standardsatser, eller at lønmodtageren alternativt kan foretage fradrag med standardsatserne.
Der er som sagt tale om en mulighed, der står åben som alternativ til dokumentation af de faktiske udgifter, og jeg finder på den baggrund ikke anledning til at ændre på standardsatsen til logi.

12 måneders begrænsning for standardsatsen til kost og småfornødenheder

Foreningen spørger til baggrunden for, at standardsatsen til kost og småfornødenheder er tidsbegrænset, når dette ikke er tilfældet for standardsatsen til logi.

Det er en forudsætning for at kunne anvende reglerne om skattefri rejsegodtgørelse i ligningslovens § 9 A, at lønmodtageren er på rejse. I den sammenhæng er det afgørende, om lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Ved anvendelse af standardsatsen til kost og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i 12 måneder. Herefter kan der ikke udbetales skattefri godtgørelse eller foretages fradrag med standardsatsen. Lønmodtageren har dog stadig mulighed for at få dækket udgifterne til kost og småfornødenheder skattefrit efter regning eller at foretage fradrag for de dokumenterede faktiske udgifter. Det er dog fortsat en betingelse, at arbejdet på det pågældende arbejdssted er midlertidigt.

Standardsatsen for udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder er fastsat, så den afspejler det niveau, der svarer til de typiske rejseudgifter. Derfor skal satsen kun anvendes i den tidsperiode, hvor der i normalsituationen er tale om et midlertidigt arbejdssted. Forholdene ved et midlertidigt arbejdssted bliver efter en vis tid permanente, efterhånden som lønmodtageren kan indrette sig på disse forhold. Herefter er det rimeligt, at lade grundlaget for godtgørelsen være de dokumenterede udgifter.

Grunden til, at der ikke gælder en tilsvarende begrænsning ved standardsatsen til logi, er, at der kan være særlige vanskeligheder forbundet med at fremskaffe dokumentation for udgifterne til logi. Jeg finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre reglerne.

60-dages reglen for skattefri befordringsgodtgørelse

Endelig finder foreningen, at 60-dages reglen for skattefri befordringsgodtgørelse bør ophæves.

Udgangspunktet er, at transport mellem bopæl og en arbejdsplads anses for privat befordring. 60-dages reglen er en undtagelse hertil. Sker transporten mellem bopæl og en midlertidig arbejdsplads, anses kørslen for at være erhvervsmæssig. Der er således tale om en begunstigende bestemmelse, hvorefter kørsel mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted trods det private islæt, anses for erhvervsmæssig kørsel.

Ved 60-dages reglen fastlægges, hvornår en arbejdsplads anses for midlertidig. En arbejdsplads er midlertidig, når der højst køres dertil i 60 arbejdsdage inden for 24 måneder. Overskrides denne grænse, vil kørsel mellem bopæl og den nu faste arbejdsplads være privat kørsel.

Tidsrummet på 60 dage er valgt, fordi det antages i de fleste tilfælde at dække arbejdsforhold, hvor der reelt foreligger stadigt skiftende arbejdspladser, og at der dermed kun modtages skattefrie befordringsgodtgørelser til dækning af udgifter, der følger af arbejdet. Befordring udover dette tidsrum må betragtes som privat befordring, og må dermed følge de almindelige regler i ligningslovens § 9 C om fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdssted. Jeg har derfor ingen planer om at ophæve 60-dages reglen.