Rejsearbejdere.dk
MENU
REJSEARBEJDERE.DK
Svar fra boligminister Lotte Bundsgaard
Rejsearbejdere for
Retfærdig Skattelovgivning
Att. Hans Erik Meyer
Baldursvej 33
8500 Grenå

Kære Hans Erik Meyer.

Tak for dit brev vedrørende vinterbyggeri.

Jeg kan oplyse, at regeringen har besluttet ikke at etablere en vinterbyggefond, idet det vurderes, at en vinterbyggefond vil rejse væsentlige problemer samtidig med, at de positive effekter er meget usikre. Det kan for eksempel ikke afvises, at afgiften vil blive opfattet som en ny og "tilfældig" skat, som såvel byggeriets aftagere som store dele af byggeerhvervet vil vende sig imod. Derudover vil en vinterbyggefond have usikre virkninger på byggesektorens effektivitet og på risikoen for flaskehalse.

Jeg beklager, hvis du er af den opfattelse, at der dermed ikke er gjort noget for at finde en løsning. Regeringen har såvel i 1998 som nu i 2001 overvejet alle muligheder for at lave en enkel vinterbyggefond, men vurderer altså nu, at dette ikke lader sig gøre.

Som du ved, er regeringen åben overfor at drøfte alternativer til en vinterbyggefond. Dette vil ske i samarbejde med blandt andet BAT, BYG, Håndværksrådet og Danske Entreprenører. Dermed lægges der op til en genoptagelse af noget af det arbejde, du selv omtaler, og som resulterede i rapporten om vinterbyggeri og sæsonudjævning fra 1998.

Med hensyn til dine bemærkninger i relation til KL's formand og dermed til omfanget af boligbyggeri til vinter, kan jeg oplyse, at regeringen har accepteret kommunernes ønske om at fremrykke ikrafttrædelsen af den lavere kommunale grundkapital. Det glæder mig meget, fordi vi dermed undgår et brud på byggerytmen, som ville kunne få betydning for arbejdsløsheden.

Sidst vil jeg gerne nævne, at boligpakken, som jeg forventer vedtaget i efteråret 2001, også vil bidrage til at holde byggearbejdsløsheden på et fortsat lavt niveau.


Med venlig hilsen
Lotte Bundsgaard
Opdateret d. 27 Mar 2005
© Rejsearbejdere.dk 2018