Rejsearbejdere.dk
MENU
REJSEARBEJDERE.DK
Politik med dobbeltmoral
Det er som bekendt ikke altid heldigt – det regeringen får vedtaget i Folketinget af regler og love. Tit og ofte bliver det kun til hovsa løsninger, der i sidste ende bliver uhyggeligt kostbare for skatteyderne.

Lad os blot se på nogle få eksempler på regeringens økonomiske dobbeltmoral. Samfun­det skal spare siges det, men den måde ministerne sparer på, ville give enhver husmor med blot 7 års skolegang, grå hår i hovedet.

En skatteminister f.eks., vil for at spare samfundet for ca. 40 – 50 millioner, stavnsbinde 150.000 rejsearbejdere ved at straffe dem med mindre timeløn til følge, for senere at gøre dem til bistandsklienter på samfundets regning. Hvor er fidusen?

Samme skatteministers kongstanke er, at alt hvad der hedder skattefrie udbetalinger fra arbejdsgiverne skal afskaffes - uanset konsekvenserne, f.eks. mistede eksportindtægter på 3 – 4 milliarder, mistede skatteindtægter fra alle de rejsearbejdere, der flytter adressen til udlandet og mistede skatteindtægter fra alle de rejsearbejdere, der mister deres arbejde hjemme i Danmark til polakker, tyskere, englændere m.v., som har en total anderledes skattelovgivning i deres hjemland. Men vi kan jo se på det om et par år – når butikken er lukket!

Fjernelse af de skattefrie udbetalinger skal selvfølgelig gælde for alle, siger den dygtige skatteminister – også for statens ansatte!

Dog undtaget politikere – både i EU og i DK!

Nåh - jah og så er der lige søværnets personale der mister 3.000 kr. om måneden, men så giver vi dem bare et nyt tillæg på 4.000 kr. om måneden! Mon de selv betaler for kost og logi i skibene? Hvad med dem som arbejder som FN soldater i udlandet, de får udbetalt et skattefrit tillæg på 6.500 kr. om måneden, gad vide hvad skatteministeren kalder de tillæg?

Mon virksomheder i den private sektor også kan oprette sådanne specielle tillæg?

Skal ministerne spille smarte og gode udadtil, så oprettes et offentlig busselskab! F.eks. Combus, for nu skal samfundets borgere fragtes billigt rundt, så de private velfungerende busselskaber mister fodfæste – lukker butikken – eller går konkurs, de fyrede chauffører overlever på skatteydernes bekostning.

Statens busselskab fortsætter – selvom underskuddet vokser til mange hundrede millioner – igen sendes regningen til skatteyderne og de tjenestemandsansatte chauffører får udbetalt en ekstra årsløn til en lavere skat, men det er helt i orden, siger den dygtige skatteminister.

Det kan kun gøres som politiker – ingen ansvar ingen skyld, men uhyggeligt dyrt og skadeligt for det danske samfund, der i forvejen har verdensrekord i skattetryk!
Opdateret d. 27 Mar 2005
© Rejsearbejdere.dk 2018