Rejsearbejdere.dk
MENU
REJSEARBEJDERE.DK
Efterløn med til udlandet
Det er nu muligt at få efterlønnen med til udlandet, hvis man bosætter sig i et andet såkaldt EØS-land. Tidligere skulle man have bopæl i Danmark og kunne højst rejse til udlandet i tre måneder uden at tage arbejde.

I hvert fald seks medlemmer af Metals A-kasse har allerede henvendt sig for at benytte muligheden, fortæller konsulent i Metals A-kasse, Leif Jensen.

Han vurderer, at der vil være tre typer medlemmer, som vil benytte sig af muligheden for at tage efterlønnen med til ud­landet:

 · De der har en feriebolig i andet EØS-land. De kunne tidli­gere kun opholde sig i ferieboligen i tre måneder og samtidig modtage efterløn. Nu kan de i princippet bo i deres feriebolig i fx Spanien hele året.

 · De som har familie i andet EØS-land og vil bo i nærhe­den af familien. Det kan fx være en far, der ønsker at flytte til England, hvor han har en søn, der er gift med en englænder.

 · De som ikke tidligere har kunnet få efterløn, fordi de bo­ede i et andet EØS-land men havde arbejde i Danmark. De kan fx være en portugiser, som har sejlet i den dan­ske handelsflåde, men har boet i Portugal.

Nye muligheder med efterlønnen

Den 18. maj 2000 vedtog folketinget et lovforslag om at ændre bopælskravet for ef­terlønsmodtagere. Hvor du tidligere skulle have bopæl i Danmark for at kunne få efterløn, kan du nu frit bosætte dig i et hvilket som helst EØS-land og hæve din danske efterløn.

Bopæl i grænseegnene

Lovændringen kan også få betydning for medlemmer, der bor i grænseegnene. Ar­bejder du i Danmark og bor du fx i Sverige eller Tyskland og har du tidligere fået afslag på efterløn eller fået at vide, at det ikke kan svare sig for dig at betale efter­lønskontingent, fordi du ikke er bosat i Danmark, kan du henvende dig i din afdeling og søge Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om dispensation fra bopæls­pligten.

En vis tilbagevirkende kraft

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det nemlig, at lovændringen også vil få en vis tilbagevirkende kraft. Heri står der i vanligt snirklet lovsprog: …. Også perso­ner, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskra­vet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler og nu kan dokumenteres".

Tre-måneders regel i andre lande

Lovændringen har tillige indvirkning på, hvor længe, du som efterlønsmodtager kan opholde dig i udlandet uden at arbejde. Efterlønsmodtagere har hidtil højst kunne rejse ud af landet i tre måneder uden at tage arbejde. Tre-måneders reglen gælder stadig, men nu kun for ophold i lande, der ligger uden for EØS-området. Som ef­terlønner kan du altså stadig ikke slå dig ned i fx Tyrkiet i mere end tre måneder, mens du godt kan tage længevarende ophold i Portugal eller et af de andre EØS-lande.

Grønland og Færøerne

Bemærk: Hvis du er bosiddende på Grønland eller Færøerne er du ikke omfattet af lovændringen, da Grønland og Færøerne ikke er EØS-lande.

Følgende er EØS-lande:

 · Belgien

 · Danmark

 · Finland

 · Frankrig

 · Grækenland

 · Holland

 · Irland

 · Island

 · Italien

 · Liechtenstein

 · Luxembourg

 · Norge

 · Portugal

 · Spanien

 · Storbritannien

 · Sverige

 · Tyskland

 · Østrig
Opdateret d. 27 Mar 2005
© Rejsearbejdere.dk 2018