Rejsearbejdere.dk
MENU
REJSEARBEJDERE.DK
Polske arbejdere på vej til Østjylland
Med EU's udstationeringsdirektiv i hånden tilbyder det polske firma Biomax danske virksomheder arbejdskraft til halv pris. Den danske direktør frygter ikke blokader.

Den danske direktør frygter ikke blokader. Billige polske arbejdere er på vej til Østjylland. Direktøren for det polske firma Biomax, Ole Thuesen, kører for øjeblikket rundt i Østjylland for at finde nye kunder.
Biomax's kunder er typisk små selvstændige. På nuværende tidspunkt har firmaet 50 polakker i Danmark, der arbejder for tre forskellige virksomheder, hævder direktøren i TV Østjylland.
Biomax kan konkurrere med en meget lavere løn og med en minimum administration. Det er det, der gør firmaet interessant for danske virksomheder, mener direktøren.

- Vi kan tilbyde danske virksomheder arbejdskraft til halv pris, siger Ole Thuesen i TV Østjylland.

Endnu har fagforeningen Træ - Industri- Byg TIB i Århus ikke fundet nogen af Ole Thuesens ansatte i Østjylland

- Vi har ikke kontakt med firmaet Biomax. Vores medlemmer har heller ikke fundet de polakker, som direktøren siger arbejder i Danmark. Direktøren forestiller sig, at han kan have to firmaer. Et med overenskomst og et uden. Men det tillader vi under ingen omstændigheder, siger Hans Rasmussen til Arbejderen.

Ole Thuesens fremgangsmåde er fuldt lovlig. Ole Thuesen bor i Polen og firmaet er polsk. Og netop det giver ham mulighed for at arbejde i Danmark efter EU's udstationeringsdirektiv, som ikke kræver arbejdstilladelse. Kun fagbevægelsen kan sikre at de danske løn og arbejdsforhold bliver overholdt.

Men Ole Thuesen er ikke bange for fagbevægelsens trusler om blokade for at få en overenskomst, påpeger han. De må jo ikke komme ind på privat grund. De kan bare stå foran med deres flag. Selvfølgelig kan vi fortsætte med at arbejde, selv om der er blokade, understreger Ole Thuesen i TV Østjylland.

John Bondebjerg, formand for SiD i Kolding, er dog ikke i tvivl om, at fagbevægelsen kan stoppe Biomax, hvis firmaet ikke indgår overenskomst. Op til 1. maj reklamerede Biomax med, at der denne dag ville køre en bus med 50 polakker til Danmark. Blandt andet skulle fire polakker arbejde i Kolding.

- Vi har ikke fundet dem endnu. Stilladsfolkene, tømrerne og murerne holder øje med byggepladserne. Vi kan godt stoppe ham ved blokader. Det har vi snakket om blandt byggefagene i Kolding og givet hinanden håndslag på det, siger John Bondebjerg til Arbejderen.

Han mener, at polakkerne skal være medlem af fagforeningen i Kolding, når de arbejder i byen. SiD har omkring 3000 medlemmer og de 800 arbejder inden for bygge- og anlægsområdet.

Gennem Bygge- Anlæg - Træ kartellet er der oprettet såkaldte indsatsgrupper i amterne, der laver opsøgende arbejde over for udenlandsk arbejdskraft. I Kolding har en særlig byggepladspatrulje fungeret i mange år.

Dansk Folkeparti har i dag indkaldt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i åbent samråd i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg om problemet med udstationeringsdirektivet. De to aktionsgrupper, Initiativ- og Aktivitetsgruppen for Eksportchauffører og Rejsearbejdere for Retfærdig Skattelovgivning, deltager i samrådet.
Opdateret d. 28 Mar 2005
© Rejsearbejdere.dk 2018